Tirsdag d.2 oktober

Uhh har lidt svaert ved at tage mig sammen til, at faa skrevet paa min blog for tiden, men nu ta da da daa har jeg lige taget mig sammen, hvor dejligt:)

Lige for tiden er vi ved at faa ordnet mine immigrations papirer, for at jeg maa opholde mig i landet, de sidste fire maaneder, men det er godt nok en lang proces. Selvfoelgelig koster det ogsaa penge, det goer alt jo hernede, men vi slipper med 60 pr. maaned, saa det er ikke saa slemt. Haaber bare at det snart gaar igennem, da der skal stemples i mit pas pr. maaned, saa jeg ikke faar ballade, naar jeg skal hjem og ud af landet, faar det kan vi da virkelig ikke have.

Lige en virkelig trist nyhed, er saa sur!!! De har aflyst koncerten med Nik & Jay og Shubidua pga. vejr omstaendighederne i Nord Ghana, saa irriterende for det er vi jo slet ikke maerket af. Vi har en ide om at medierne i Dk har blaest det op til noget, som det ikke helt er, oev oev.
Dagen inden havde jeg vaeret ude for, at koebe billetter, men de var endnu ikke frigivet, men saa fik jeg set deres nye National Theatere. Virkelig flot moderne bygning, men saa skuffende at komme ind i den, det var bare saa firser agtigt og grimt. Nogle hange ryster jeg bare paa hovedet, for sys virkelig at det er maerkeligt.

Men til gengaeld er vi blevet inviteret til reception d.10 okt. paa den danske ambassade, hvor vores fantastisk venstre mand og kulturminister Brian Mikkelsen kommer og indvier en have, som er skaenket af kronprins Frederik, ja hvad ved jeg. Men jeg kan godt se det sjove i det, da vi er rigtig mange paedagog studerende, og venstre regeringen bliver ved med at lave nedskaeringer paa vores omraade. Saa vi joker lidt internet med at vi skal have roede sokker og lillaer bleer paa hovedet, bare for at lave noget fis. Men der er gratis mad og fri bar, saa vi kommer da selvfoelgelig:)

I onsdags har jeg vaeret her 2 maaender, tiden flyver bare afsted. Jeg er rigtig glad for at vaere her, for nu kender jeg det hele, og er vant til kulturen og, hvordan det hele haenger sammen hernede. Elsker at komme paa boernehjemmet, det er saa skoent, nu hvor jeg kender alle boernene og personalet i min afdelingen, saa det koerer rigtigt. Det paedagogiske er jeg ogsaa rigtig godt i gang, og nu hvor jeg kender personalet, kan jeg goere lige hvad jeg har lyst til, og det er rigtig skoent. Jeg laver ugeplaner over, hvad det er jeg har taenkt mig at lave med boernene, det goer ogsaa at jeg reflektere mere over mit arbejde, som studerende istedet for at vaere frivillig. Saa jeg synes at jeg faar rigtig meget ud af, at vaere hernede. Jeg skal virkelig ogsaa arbejde professionelt, da nogle af boernene faar man et rigtig naert forhold til, men man skal stadig have i mente, at man skal hjem igen, det er virkelig haardt til tider.

Jeg har lavet et paedagogisk projekt, hvor jeg har lavet saltdej med frugtfarver, da jeg vidste at de ville spise af det. Det var virkelig en succes oplevelse, boernene elskede det og lavede en masse forskellige ting, indtil boellerne fik fri fra skole, og oedelagde det hele, men det er jo ogsaa en del af projektet, hvordan man tilrettelaegger det hele, naar man ikke har faciliteterne til det.
I denne uge staar den paa at udfolde deres kreative sider, der mangler en masse paa deres vaegge der, hvor de sover, saa synes at det er passende at male billeder, og samtidig hygge sig sammen i smaa grupper, saa de faar lidt af den opmaerksomhed de mangler.

Imens vi er hernede skal vi paa institutions besoeg , for at se hvordan de forskellige steder fungerer. I torsdags var vi paa New horizon, som er en privat skole for handicappede. Ud af til virkede det som et dejligt sted, da det er privat drevet, og personalet er meget mere engageret i deres arbejde. Vi var der et par timer til morgen-samling, idraet -helt fantastisk oplevelse, alle var accepteret og glade. Til sidst var vi rundt og kigge paa alle klasserne, hvor de har lige fra mongolisme til autisme osv. Dejligt at se sted, hvor de respektere dem, for hernede er det virklig tys tys, hvis der er handicappede eller psykisk syge i familien.
Vi var ogsaa ude at se Street academy, som er en skole oprettet for gadeboern. De boern som gaar der er blevet hentet paa gaden, for at de har noget at gaa op i, i deres hverdag. De kan gaa paa skolen i tre aar, og derefter bliver de udsluset til statslige skoler. Hvis de ikke retter sig ind, og overholder reglerne paa skolen, bliver de afvist, da de ikke har resurcer til det vidre arbejde.

I fredag fejrede vi Anthonys 44 aars foedselsdag med garden party, det var bare saa hyggeligt. Med dejligt grill-mad, roedvin og Shubidua i hoejtalerne -han er helt vild med dem, mega grineren. Sammen med venner, familie og studerende holdt vi en god fest, men ikke saa ghanesisk som jeg havde haabet, men det kommer vel nok.

I loerdags holdt pigerne som er i nusery fest for 10 af deres smaa boern i vores gaard. De havde vandkamp, hyggede og spiste spagehtti og koedsauce -det saa bare saa sjovt ud med de lange spagehttier, saadan noget er de jo slet ikke vant til.

Om soendagen tog Line og jeg 5 drenge med fra gaarden til Coco beach, det var bare en helt fantastisk dag, de ville slet ikke med hjem igen, og det er jo bare dejligt, og saa har man lyst til at tage dem med igen en anden gang. Men naeste gang er det pigernes tur, da de virkelig var misundelige, da det ikke er noget familierne hernede har raad til at goere. Den strand som ligger lige naer os, bliver brugt som losseplads og lokum, saa den er virekelig ulaekker.

De sidste to dage har vaeret rigtig traelse for mig. Min lille Efia var paa hospitalet i gaar, hvor jeg tog med en auntie bare lige for sikre mig, at det hele ville gaa okay. Vi var paa hospitalet i 9 timer, total draeber.
Jeg moedte paa boernehjemmet kl.5.30, for at ved med til at goere Efia klar, og saa var der afgang med Taxa til Korle bu hospital, som er Ghanas stoerste. Vi var der omkring kl.7, og laegen var saa soed at dukke op kl.11.00, og saa var der ellers konsultation for alle de fremmoedte. De havde stillet en masse baenke op bag ved hinanden, og saa sad laegen for enden og tilsaa de syge boern, hvor alle de andre bare kan kigge paa, som om det er et eller andet teater.
Derefter skulle vi ned og faa taget en blodproeve, hvor de de prikkede hende i fingeren og pressede blod. Det var bare saa uhygiejnisk, beskidt, der kravlede myrer rundt og laboranten brugte de samme engangs handsker til alle patienterne. Saa det undre jo ikke nogen, at hiv er saadan en udbredt sygdom hernede. Der ventede vi 2 timer paa resultatet. Der kunne jeg rigtig sidde og betragte hospitalet, det var virkelig gammelt og foraeldet, det foeltes lidt som at sidde i en gammel lagerbygning, som ikke var blevet renoveret de sidste 30 aar. Det er i hvert fald helt sikkert at jeg skal paa privat hospital, hvis der bare sker det mindste, tror at jeg vil blive mere syg af at komme der i hvert fald. Mens vi ventede kom der en mor ind med sit syge barn, som doede kort tid efter, det var bare saa forfaerdeligt, og jeg kunne naesten graede sammen med hende.
Efter blodproeven skulle vi tilbage til boerneafdeligen for at faa tidspunkter for Efias operation, laegen blev ved med at loebe forbi os, og havde ikke tid til at hjaelpe, indtil jeg rejste mig op, og sagde at nu var det vidst vores tur, og vupti blev det lavet -det er utroligt den respekt de har for hvide mennesker. Mens vi ventede kunne vi hoerer skaebnesvanger skrig fra smaa muslimske drenge der blev omskaaret uden bedoevelse, det er i hvert fald en lyd jeg aldrig kommer til at glemme.
Inden vi skulle hjem skulle vi lige forbi Anaesti afdelingen for at faa det sidste paa plads, da Efia allerede skal opereres i morgen tidlig, men vi kom 5 min. for sent, lige til at blive rasenede over.

Saa vi skulle ud paa hospitalet igen i dag, heldigvis var vi de foerste paa Anaesti afdelingen, men skulle selvfoelgelig stadig vente paa laegen en times tid. Det var simpelthen det meste platte han skulle bruge sin tid, det var saaden et spoergeskema, har du sukkersyge, loese taender, blevet opereret foer osv. Ja jeg kan kun korse mig over, at man skal bruge en laeges talenter paa saadan noget. Jeg ved godt at befolkningen er meget fattige, men proev da lige at saette en sygeplejerske til det. Som jeg har sagt tidligere kan jeg kun ryste paa hovedet nogle gange.

Derefter skulle vi over til central lab, for at faa taget endnu en blodproeve. Paa vej derover gik vi igennem ventegange til skadestuen, det var et ganske forfaerdeligt syn, mit hjert kan slet ikke baere det. Der sad mellem 150 og 200 mennesker og ventede paa hjaelp. Der var mennsker der bloedte helt vildt, havde aabent benbrud, brandsaar osv. Det vaereste af det hele var, at jeg vidste at alle ikke ville komme til at se en laege den dag, og at de saa skulle gaa hjem med de mest forfaerdelige smerter. Det var saa uhyggeligt puha, haaber aldrig at jeg kommer til at se det igen.

Paa laboritoriet maatte jeg lige bruge min white power igen, der sker jo ikke en skid. Saa da vi havde ventet et kvarter kom vi til, da jeg lige fik snakket med ham fyren der stod og tog imod patienter, og vupti var vi faerdige. Den dag brugte vi kun 4 timer paa, at rende fra den ene afdeling til den anden. Saa skulle vi op og have Efia indskrevet, da hun jo skal faste inden operationen i morgen. Vi ventede kun en god halv time, og saa var der en seng ledig. Efia kom en paa en stue med syv andre boern. Hun havde ikke faaet noget at spise hele dagen, saa auntien gik ud for at koebe ris til hende. Hun begyndte at graede saa skaebnesvangert, hun kan jo sagtens maerke at der er noget galt, selvom hun kun er tre aar. Jeg kunne heller ikke holde til det laengere, saa proevde at troeste hende, samtidig med at jeg selv tudede, jeg kunne slet ikke baere det. Det har godt nok vaeret min haardeste dag i Ghana, puha. Jeg ved godt at jeg skal arbejde proffesinelt med boerne, nogle kommet bare taettere paa ens hjerte end andre, og Efia er en af dem. Tror naesten at det foeles saadan, som hvis det havde vaeret mit eget barn. Jeg blev noed til at gaa ved middagstid, da jeg kunne klare det laengere. Da jeg sagde farvel til Efia, broed hun helt sammen igen, og skreg, det var bare saa forfaerdeligt, men jeg blev noed til at gaa. Saa hylede hele vejen hjem i taxaen, der er jo op og nedture dage hernede, og det er godt nok haardt til tider.

I morgen skal jeg med de boern jeg undviser i skole, for at se hvordan det foregaar, saa kan jeg ogsaa faa tankerne lidt vaek fra det hele, og saa tager jeg ud og besoeger Efia naar jeg har fri. Haaber bare saa meget at operationen gaar godt, men det er meget stort indgreb, saa haaber virklig paa det bedste.

Saa i aften staar den bare film, saa jeg virkelig kan slappe og koble af, det har virkelig vaeret en haard dag.

Haaber at I allesammen har det rigtig godt, glaeder mig til at hoerer fra jer, Camilla